Gå til indhold

Kulturafdelingen

 

Afdelingen har ansvaret for kulturområdet og understøtter kulturudveksling mellem UK og Danmark, samt promoverer dansk kultur og kunst i UK. Vi er i kontakt med både den danske og den britiske kulturverden, og arbejdet i afdelingen er præget af en stor diversitet.

 

Jobbeskrivelse

 

Som praktikant i afdelingen vil du blive en del af et lille og dynamisk team, der blandt andet arbejder sammen om at formidle viden om – og sørge for logistikken bag – de kulturelle arrangementer, som ambassaden er involveret i. Du vil på den måde få et indblik i de mange kulturelle sammenhænge, Danmark indgår i, samtidig med at du får kendskab til den kulturelle- og kunstneriske scene i Storbritannien.

 

Blandt dine arbejdsopgaver vil være arbejde med fondsansøgninger, kommunikation med kulturelle samarbejdspartnere samt kommunikere danske kulturelle events via ambassadens kulturelle nyhedsbrev og ambassadens SoMe account.

 

Du vil komme til at arbejde med mange forskellige typer af opgaver og få kendskab til forskellige dele af den kulturelle sektor, derfor er det vigtigt at være nysgerrig på branchen. Det er også en fordel at man holder sig opdateret på det kulturelle landskab. 

 

Kvalifikationer

 

Vi søger en dansktalende studerende, som er tilmeldt en kandidatuddannelse eller derunder på en højere dansk eller udenlandsk læreanstalt. Du skal kunne redegøre for, hvorfor praktikpladsen er interessant for dig, og hvordan opholdet vil kunne bidrage til dit uddannelses- og karriereforløb.

 

Blandt de vigtigste kvalifikationer, vi kigger efter, er:

 

Gode engelskkundskaber i skrift og tale

Interesse for og viden om kultur

Erfaring med fondsansøgninger

Erfaring med hjemmesideredigering og digitale nyhedsbreve

Erfaring med at skabe indhold til de sociale medier

Erfaring inden for kulturbranchen

Tidligere udlandsophold i et engelsktalende land

 

Praktikvilkår


Opholdet skal bidrage til din uddannelse og varer seks måneder fra den 1. august 2025 til den 31. januar 2026.
Du optjener 2,08 dages ferie pr. måned og har derudover ret til skrivedage, hvis du skal skrive en opgave i forbindelse med dit ophold.
Praktikopholdet er ulønnet, men du vil få delvis dækning af dine udgifter i forbindelse med opholdet og vil kunne få udbetalt et tilskud eller få refunderet udgifter efter regning inden for DKK 6.000 pr. måned. Du vil pga. Brexit skulle søge om visum, som koster ca. £300. 


Ansøgning


Du søger praktikophold på Ambassaden i London ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema – klik her. Linket er aktivt fra den 10. februar-10. marts og 10. august-10. september.
I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling. Du kan kun søge praktikantstillinger på ambassaden via ovenstående link og kun anvende de ovenfor angivne referencenumre. Hvis du – parallelt hermed – ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider, og søge via deres ansøgningslink.
Når du ansøger om en praktikantstilling, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/ karakterer. Herudover kan du vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.
Din motiverede ansøgning bør max. fylde én side, bedes skrives på engelsk, og bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling. 

 

Yderligere oplysninger

 

Har du spørgsmål om afdelingen, som du ikke finder svar på online, kan du kontakte kulturattaché Lone Britt Christensen på [email protected].