Gå til indhold

Forsvarsafdelingen

 

Forsvarsattachéen indberetter primært til Forsvarsministeriet, men også andre dele af den danske administration samt til dansk forsvar generelt, om aktuelle forsvars- og sikkerhedspolitiske emner i Storbritannien og bidrager til det dansk-britiske forsvarssamarbejde.
 
Jobbeskrivelse

Som praktikant i forsvarsafdelingen er du med til at udarbejde indberetninger og rapporter, hvor du kommer til at bidrage med informationssøgning og analytisk bearbejdelse. Du vil også blive inddraget i arbejdet med ambassadens hjemmeside i forhold til publicering af historier om dansk forsvar og hjælpe med besvarelse af henvendelser til afdelingen.

En del af arbejdet foregår i samarbejde med ambassadens politiske afdeling. Du vil blandt andet være ansvarlig for at samle forsvarsrelaterede nyhedsklip til brug for jævnlige hjemsendelser.
 
Kvalifikationer

Vi søger en dansktalende studerende, som er tilmeldt en samfundsvidenskabelig eller tilsvarende kandidatuddannelse eller derunder på en højere dansk eller udenlandsk læreanstalt. Vi forventer, at du har interesse for international politik, strategi og forsvars- og sikkerhedspolitik. Det er en fordel, hvis du har erfaring med skriftlig kommunikation, gode mundtlige og skriftlige engelskkundskaber. Erfaring fra forsvaret er ikke en nødvendighed, men kan være en fordel.
 
Praktikvilkår

Opholdet skal bidrage til din uddannelse og varer seks måneder fra den 1. august 2025 til den 31. januar 2026.

Du optjener 2,08 dages ferie pr. måned og har derudover ret til skrivedage, hvis du skal skrive en opgave i forbindelse med dit ophold.

Praktikopholdet er ulønnet, men du vil få delvis dækning af dine udgifter i forbindelse med opholdet og vil kunne få udbetalt et tilskud eller få refunderet udgifter efter regning inden for DKK 6.000 pr. måned. Du vil pga. Brexit skulle søge om visum, som koster ca. £300. Denne udgift vil skulle afholdes inden for praktikanttilskuddet. 

Ansøgning

Du søger praktikophold på Ambassaden i London ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema – klik her. Linket er aktivt fra den 10. februar-10. marts og 10. august-10.september.

I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling. Du kan kun søge praktikantstillinger på ambassaden via ovenstående link og kun anvende de ovenfor angivne referencenumre. Hvis du – parallelt hermed – ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider, og søge via deres ansøgningslink.

Når du ansøger om en praktikantstilling, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/ karakterer. Herudover kan du vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.

Din motiverede ansøgning bør max. fylde én side, bedes skrives på engelsk, og bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling.  

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål i forhold til forsvarsafdelingen, som du ikke finder svar på online, kan du kontakte Jytte Schnegelsberg på +44 (0)207 333 0228.