Gå til indhold

Indrejse og ophold i Storbritannien

Danske statsborgere kan også efter 1. januar 2021 indrejse i Storbritannien uden visum. Selve proceduren for indrejse vil være uændret, og du kan benytte dig af e-gates ligesom i dag.

Efter 1. januar 2021 er du dog ikke dækket gennem det blå sygesikringskort, når du er i Storbritannien. Det anbefales derfor, at du tegner en privat rejseforsikring.

Danskere, der tager fast ophold/arbejde i Storbritannien, vil skulle have en gyldig opholdstilladelse, som skal søges under UK’s nye immigrationssystem. Det vil sige, at man skal søge om opholdstilladelse, enten fordi man skal arbejde, studere, eller fordi man ønsker familiesammenføring. Hvis man ønsker at arbejde, skal man have et jobtilbud på hånden, hvor arbejdspladsen ønsker at sponsorere et visum til ansøgeren. Prisen for opholdstilladelsen varierer alt efter hvilken slags opholdstilladelse, man vælger. Det er et krav, at du udover selve opholdstilladelsen også betaler en ”Health Surcharge”. Du vil med betaling for ”Health Surcharge” have fuld adgang til det britiske sundhedssystem.

Læs mere om Storbritanniens nye immigrations system

Læs mere om adgang til det britiske sundhedssystem

Har man taget ophold i Storbritannien inden 31. december 2020, så kan man indtil 30. juni 2021 søge om opholdstilladelse efter reglerne i ”EU Settlement Scheme”. Hvis du har været bosat i Storbritannien i mindre end 5 år, vil du få ”Pre-Settled Status”, og hvis du har boet i Storbritannien i mere end 5 år, vil du få ”Settled Status”. Det er gratis at søge. Vær opmærksom på, at det ikke er nødvendigt at aflevere sit pas i forbindelse med ansøgning om ”Settlement Scheme”.

Læs om ”settled” og ”pre-settled status” for EU-borgere.

Yderligere information om rejser til Storbritannien kan findes i Udenrigsministeriets rejsevejledning for Storbritannien (um.dk).

 

Rejseklar 

Har du nogensinde mistet dit pas på rejsen? Så ved du, at det er vigtigt at kunne finde den nærmeste danske ambassade. Det kan app’en Rejseklar hjælpe dig med. Og meget mere.

Her er 5 ting, du skal vide om Rejseklar:

  1. Læs vores rejsevejledninger direkte i app’en. Nye farver giver overblik over sikkerhedsforholdene i landet.
  2. Modtag push beskeder med info om hvad du kan gøre, hvis der pludseligt opstår en krise i det land du er.
  3. Tilmeld dig nemt Danskerlisten for det land du besøger. Så kan vi komme i kontakt med dig, hvis der opstår en større krise, f. eks. en naturkatastrofe, terrorangreb eller politiske uroligheder.
  4. Kontaktoplysninger til nærmeste danske ambassade eller konsulat, uanset hvor i verden du befinder dig.
  5. Info om bl.a. pas- og visumregler, og hvad du kan gøre, hvis du f.eks. bliver syg, udsat for røveri eller får problemer på rejsen.

Langt de fleste danske har ingen problemer, når de rejser ud i verden. Men engang imellem går det galt. Hvert år hjælper vi flere tusinde danskere, når uheldet er ude. Vi kan bedre hjælpe dig, når du har hentet app’en.

App’en ”Rejseklar” findes til smartphones og kan hentes gratis i App Store eller Google Play