Spring til indhold

Politisk afdeling

Den politiske afdelings hovedopgave er at varetage danske politiske og økonomiske interesser ift. Storbritannien samt indberette til danske ministerier om britiske holdninger til væsentlige udenrigs- og europapolitiske spørgsmål samt om britisk indenrigspolitik, økonomi og sektorpolitikker. En opgave, der ikke er blevet mindre spændende i takt med at Danmark skal omdefinere vores forhold til Storbritannien!

Jobbeskrivelse
Som praktikant i den politiske afdeling får du alsidige opgaver, som blandt andet indebærer research, servicering af den danske centraladministration, deltagelse i møder, samt udarbejdelse af notater, indberetninger og rapporter omhandlende såvel danske som britiske samfundsforhold. Du kommer også til at indgå i planlægning af delegationsbesøg fra Danmark, herunder afholdelse af oplæg for visse besøgsgrupper.

Kvalifikationer
Vi søger en dansktalende studerende, som er tilmeldt en samfundsvidenskabelig eller tilsvarende kandidatuddannelse eller derunder på en højere dansk eller udenlandsk læreanstalt. Du skal kunne redegøre for, hvorfor praktikpladsen er interessant for dig, og hvordan opholdet vil kunne bidrage til dit uddannelses- og karriereforløb.
Da ambassaden er en travl arbejdsplads, forventer vi, at du kan arbejde selvstændigt og ansvarligt. Opgaverne kræver gode analytiske og metodiske egenskaber samt evnen til at arbejde struktureret, ofte under tidspres. Praktikanten forventes ligeledes at være IT-kyndig, herunder bekendt med MS Office-pakken.
Gode engelskkundskaber i skrift og tale er naturligvis en forudsætning. Vi forventer, at du er udadvendt og imødekommende, da praktikpladsen indebærer visse repræsentative aktiviteter i og udenfor ambassaden.

Praktikvilkår
Opholdet skal bidrage til din uddannelse, og vil foregå under vejledning af en diplomatisk medarbejder i afdelingen.
Praktikopholdet varer seks måneder og som udgangspunkt fra den 1. februar 2021 til den 31. juli 2021. Brexit-situationen kan evt. medføre behov for en tidligere praktikstart (medio  december 2020). Ambassaden vil i så fald give dig mulighed for at rejse til Danmark med henblik på eksaminer i januar. Praktikopholdet vil under alle omstændigheder vare i 6 måneder.

Praktikopholdet er ulønnet, men du vil få delvis dækning af dine udgifter i forbindelse med opholdet og vil kunne få udbetalt et tilskud eller få refunderet udgifter efter regning inden for DKK 4.000 pr. måned. Du vil pga. Brexit efter den 1. januar 2021 skulle søge om visum og betale en såkaldt Health Surcharge for at få adgang til det britiske sundhedsvæsen på ca. £500. Denne udgift vil skulle afholdes inden for praktikanttilskuddet.
Arbejdstiden er 8.30-16.00, mandag-fredag. Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik.

Ansøgning
Ansøgning samt bilag (CV, karakterudskrift, eventuelle referencer) mærket ”Dit Navn - Politisk Afdeling”, bedes sendt senest 15. september 2020 på mail til lonambintern@um.dk
 
Yderligere oplysninger
Du kan finde flere oplysninger om ambassaden og ambassadens praktikantordning på ambassadens hjemmeside https://storbritannien.um.dk/en