Gå til indhold

ENERGIteamet

 

Energiteamet på den danske ambassade understøtter de lokale myndigheders indsats med at udvikle ny politik og regulering inden for energisektoren samt assistere danske virksomheder, der ønsker at starte eller styrke deres eksport til den britiske energisektor. Der er særlig fokus på fjernvarme, vindenergi samt energieffektivitet i bygninger.

Jobbeskrivelse

Som praktikant i energiteamet får du unikke erfaringer med at arbejde med både udvikling og analyser af energipolitik samt eksportfremme i et internationalt miljø og perspektiv. Dine arbejdsopgaver spænder bredt afhængig af kvalifikationer, interesser og igangværende projekter. Energiteamets primære sektorfokus er fjernvarme, vindenergi samt energieffektivitet i bygninger, da disse er særlige danske styrkepositioner med relevans for Storbritannien. Teamet er forankret i handelsafdelingen (Trade Council), men dine opgaver vil være fordelt ligeligt mellem det sektorpolitiske arbejde og det kommercielle arbejde.

Det sektorpolitiske arbejde er hovedsageligt organiseret under The Energy Governance Partnership. Opgaverne vil her relatere sig til analyser af politiske udspil, udarbejdelse af præsentationer af danske erfaringer inden for sektoren, samt planlægning af events og overvågning af mediebilledet. Derudover vil praktikanten typisk koordinere indsatser med centeret Global Rådgivning hos Energistyrelsen, samt besvare diverse henvendelser på engelsk og dansk m.m.

På den kommercielle side vil du stifte bekendtskab med bl.a. markedsundersøgelser, distributørsøgning, partnersøgning og planlægning af virksomhedsbesøg og –delegationer.

Hele enerigteamet består på nuværende tidspunkt af 5 medarbejdere, der arbejder tæt sammen med britiske myndigheder samt britiske og danske virksomheder, og indsatserne koordineres desuden tæt i et tværgående samarbejde med ambassadens politiske afdeling, Public Diplomacy teamet og Invest in Denmark. Teamets arbejde er en del af Danmarks bilaterale myndighedssamarbejde samt en central del af regeringens internationale klimadagsorden. 

Kvalifikationer

Vi søger en dansktalende studerende med stærke engelskkundskaber, som er tilmeldt kandidatuddannelsen på en højere dansk eller udenlandsk læreanstalt. Dit studie er optimalt set relateret til energiplanlægning- eller klima eller andre relevante studieretninger.

Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • har interesse og forståelse for energisektoren
  • er selvstændig og initiativrig
  • indgår dynamisk i et team
  • struktureret og fleksibel
  • er hurtig til at danne overblik
  • tilpas med tage telefonisk kontakt til eksterne

Du skal kunne redegøre for, hvorfor praktikpladsen er interessant for dig, og hvordan opholdet vil kunne bidrage til dit uddannelses- og karriereforløb, samt hvordan din baggrund er interessant for afdelingens arbejde. Erhvervserfaring fra offentlige eller private virksomheder er en fordel, men ikke et krav.

Praktikvilkår

Opholdet skal bidrage til din uddannelse og varer seks måneder fra den 1. august 2024 til den 31. januar 2025. Du optjener 2,08 dages ferie pr. måned og har derudover ret til skrivedage, hvis du skal skrive en opgave i forbindelse med dit ophold. Praktikopholdet er ulønnet, men du vil få delvis dækning af dine udgifter i forbindelse med opholdet og vil kunne få udbetalt et tilskud eller få refunderet udgifter efter regning inden for DKK 4.000 pr. måned. Du vil pga. Brexit skulle søge om visum, som koster ca. £200. Denne udgift vil skulle afholdes inden for praktikanttilskuddet.

Ansøgning

Ansøgningen bedes skrevet på engelsk og sendes sammen med bilag (CV, karakterudskrift, eventuelle referencer) i en samlet pdf. Det skal fremgå af din ansøgning, om opholdet kan meritoverføres. Ansøgningen skal sendes på mail til [email protected]. Hvis der søges flere afdelinger, skal der gerne sendes en prioriteret rækkefølge i mailen. Venligst skriv ”[Navn på afdelingen] – [Dit navn]” i emnefeltet. Ansøgningsfristen er den 1. marts 2024. Der vil løbende blive holdt samtaler.

Yderligere oplysninger

Oplysninger om ambassadens praktikantordning kan findes på ambassadens hjemmeside https://storbritannien.um.dk/om-os/praktikophold. Har du spørgsmål til energiteamet og dets arbejde med energisektoren, som du ikke finder svar på online, kan du kontakte Rasmus Leth Traberg på [email protected].