Nedenstående fakta om Storbritannien er opdateret af Den Danske Ambassade i London d. 25. oktober 2011.
BNI pr. capita: GBP 23.389 (2010)Realvækst i BNP: 0,1 pct. i 2. kvartal i 2011Valuta: Pound Sterling (GBP 100 = DKK ca. 848,00)
Den britiske økonomi er mærket af finanskrisen og den efterfølgende internationale økonomi-ske krise med stor offentlig gæld og budgetunderskud til følge. Med en nettolåntagning for finansåret 2010/2011 på GBP 139,4 mia. (9,6 pct. af BNP), og en akkumuleret offentlig gæld på GBP 940,9 mia. (61,4 pct. af BNP) ultimo april 2011, er der bred politisk enighed om, at der er brug for markante indgreb for at genoprette den britiske økonomi – i form af offentlige besparelser og et forhøjet skattetryk. Det springende punkt er tempoet og omfanget af disse indgreb, hvor koalitionen kører en hård konsolideringslinje, mens oppositionen argumenterer for en mindre stram politik for ikke at kvæle opsvinget.
Den tidligere regering sanktionerede, at Bank of England – for første gang – fik mulighed for at pumpe penge direkte ud i økonomien gennem kvantitative lempelser (QE) på GBP 200 mia. ved opkøb af navnlig statsgældsbeviser. Banken besluttede i oktober 2011 at iværksætte en ny runde (QE2) for yderligere GBP 75 mia.
Inflationsmålet sættes af regeringen og er på 2,0 pct. Inflationen har gennem længere tid ligget over betydeligt over målsætningen og lå i september 2011 på 5,2 pct. Bank of England fastholder imidlertid en historisk lav rente på 0,5 pct.
Arbejdsløsheden er steget fra 5,2 pct. i 2. kvartal 2007 til 8,1 pct. med udgangen af august 2011, hvilket dog er en mindre stigning end frygtet om end det samtidig er den højeste ar-bejdsløshedsprocent i 17 år. Ungdomsarbejdsløsheden ligger fortsat højt på i alt 20,8 pct.
Den tidligere regering måtte gennemføre tre bankpakker, der har bevirket reelt statslig over-tagelse af et par af de store britiske banker. Koalitionsregeringen planlægger at reformere banksektoren på en sådan måde, at bankernes detail- og investeringsvirksomhed adskilles.
Med udgangen af 2009 kom Storbritannien ud af recessionen med en vækst på 0,4 pct. af BNP i 4. kvartal. Herefter fulgte yderligere tre kvartaler med positiv vækst. I 4. kvartal 2010 oplevede Storbritannien imidlertid på ny negativ vækst på 0,5 pct. I de to første kvartaler af 2011 var der positiv vækst på beskedne 0,4 pct. hhv. 0,1 pct.
Statsoverhoved: Dronning Elizabeth IIRegeringsleder: Premierminister David Cameron (Conservatives)Vicepremierminister: Nick Clegg (Liberal Democrats)Udenrigsminister: William Hague (Conservatives)
Parlamentet består af to kamre: Underhuset (House of Commons) og Overhuset (House of Lords). Parlamentsmedlemmerne til Underhuset vælges ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvoraf der er 650. Valgperioden er fem år.
Parlamentsvalget den 6. maj 2010 gav følgende stemmeandele og mandatfordeling: Conser-vative Party: 36 pct. (308 mandater); Labour: 29 pct. (258 mandater); Liberal Democrats: 23 pct. (57 mandater), øvrige: 12 pct. (27 mandater). Fratræder et medlem i løbet af valgperio-den afholdes suppleringsvalg i vedkommendes enkeltmandskreds.
Overhuset består af ca. 740 peers. Heraf har 92 et arveligt sæde, ca. 630 er life peers – der udnævnes for livet af Dronningen efter premierministerens anmodning – og 24 er ærkebi-skopper/biskopper, som repræsenterer statskirken, Church of England.
I 1998 blev der etableret begrænset selvstyre i Skotland, Wales og Nordirland efter nationale folkeafstemninger. De nationale parlamenter har kompetence på en række indenrigspolitiske områder, bl.a. kultur, industri, uddannelse, miljø, sundhed, landbrug og fiskeri.
Valget den 6. maj 2010 resulterede i et hung parliament, hvor intet parti har eget flertal. De Konservative og Liberaldemokraterne indgik efter fem dages forhandlinger en koalitionsrege-ring med David Cameron, leder af de Konservative, som Premierminister og Nick Clegg, leder af Liberaldemokraterne, som Vicepremierminister.
Koalitionsgrundlaget betoner værdien af det fælles projekt for den nationale stabilitet og un-derstreger, at regeringen vil være baseret på tre centrale principper om frihed, fairness og ansvar. Hovedopgaven defineres som genopretning af økonomien og nedbringelse af det of-fentlige underskud. Dertil kommer et omfattende reformprogram, der inkluderer reform af sundhedsvæsnet, skolesystemet, politivæsen og kriminalforsorg. Politisk reform står også markant i koalitionsgrundlaget, hvilket bl.a. indebar en folkeafstemning om det såkaldte Al-ternative Vote-valgsystem, der dog blev afvist af de britiske vælgere ved valghandlingen den 5. maj 2011. Reform af Overhuset med henblik på en folkevalgt forsamling er pt. til overve-jelse i parlamentet.
Dette er den første koalitionsregering i efterkrigstidens Storbritannien. Liberaldemokraterne og de Konservative er for mange – herunder parlamentarikere i begge partier – langt fra naturlige samarbejdsparter. Enighed om finanspolitisk konsolidering bragte imidlertid partierne sammen, og det er aftalt, at parlamentsvalget først skal finde sted efter en fuld fem årig periode.
I forlængelse af Labours valgnederlag fratrådte tidligere Premierminister Gordon Brown som leder af partiet. Ed Miliband blev valgt til ny leder af partiet på partikongressen i september 2010. Ed Miliband har igangsat et eftersyn og nytænkning af partiets politik med ukendt slut-dato.
Tidligere leder for de Konservative, William Hague, er udenrigsminister. Udviklingsminister Andrew Mitchell og forsvarsminister Philip Hammond er ligeledes Konservative. For at sikre en styrket koordinering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken på tværs af kabinettet er der oprettet et Nationalt Sikkerhedsråd.
Regeringen er i høj grad opmærksom på den ændrede internationale kontekst, hvor Vesten spiller en relativt mindre rolle, og hvor lande som Kina, Indien og Brasilien har større vægt, og man giver derfor prioritet til at styrke de bilaterale forbindelser, herunder gennem besøg til de fremvoksende økonomier.
Storbritannien spiller fortsat en central rolle i international politik. Storbritannien står vagt om principper som retssikkerhed, demokrati og menneskerettigheder, hvilket man har lagt stor vægt på under omvæltningerne i Nordafrika. Storbritannien har sammen med bl.a. Frankrig og Danmark spillet en ledende rolle i Libyen-aktionen for at beskytte civile.
Afghanistan er fortsat en stor udenrigspolitisk udfordring, og man sætter fra britisk side pris på det tætte dansk-britiske samarbejde i Afghanistan. Premierminister Cameron meddelte kort tid efter sin tiltræden, at britiske kamptropper skal være ude af Afghanistan i 2015.
Vedrørende europapolitikken lægger koalitionsgrundlaget op til en positiv og konstruktiv britisk tilgang med henblik på, at Storbritannien kan spille ’en ledende rolle i et udvidet EU’. Re-geringen er pragmatisk, men har ofte foden på bremsen. Storbritannien er imod yderligere overførelse af beføjelser, hvorfor der indføres lovkrav om afholdelse af britisk folkeafstemning bl.a. om fremtidige traktatændringer, der indebærer beføjelsesoverdragelse.
Det tætte forhold mellem Storbritannien og USA spiller fortsat en central rolle i britisk uden-rigspolitik, og Cameron og Præsident Obama har et godt professionelt forhold, hvilket blev understreget med Obamas statsbesøg i maj 2011
Regeringen viderefører Storbritanniens engagement i NATO-samarbejdet med vægtning af alliancens nye opgaver og en modernisering af beslutningsproceduren og kommandostruktu-ren. Herudover arbejder man fra britisk side for et styrket partnerskab mellem NATO og om-kringliggende lande og regioner, især i forhold til Mellemøsten, en strømlining af NATO' s ka-paciteter og terrorbekæmpelse.
Storbritannien er et af de permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og lægger stor vægt på aktiv støtte til FN, herunder en styrkelse af den fredsbevarende indsats og til organisatio-nens reformbestræbelser. Man støtter en udvidelse af Sikkerhedsrådet med Indien, Brasilien, Japan og Tyskland samt repræsentation fra det afrikanske kontinent. Ligeledes vægter Stor-britannien sin deltagelse i Commonwealth-samarbejdet højt.
Storbritannien er med i G7/8 såvel som i G20, hvor tidligere premierminister Gordon Brown var en af hovedkræfterne bag nyskabelsen om G20-topmøder. Storbritannien tillægger fortsat dette globale samarbejde vægt.