Spring til indhold

Praktikantpladser i Danmarks Eksportråd - UK

Handelsafdelingens eksportrådgivere assisterer danske virksomheder, der ønsker at starte eksport til det britiske marked eller at udbygge eksisterende aktiviteter på markedet.

Jobbeskrivelse

 Som praktikant i Handelsafdelingen får du erfaring med internationalisering i et britisk perspektiv, mulighed for at lære om international handel i praksis og personlige og faglige udfordringer i et internationalt miljø.

Du vil blive koblet på eksportrådgivernes projekter indenfor både B2B og B2C på områder som forbrugsgoder (bl.a. design, mode og fødevarer), ICT, sundhed, byggeri og energi og miljø. Dine arbejdsopgaver omfatter bl.a. markedsundersøgelser, distributørsøgning, messedeltagelse og informationssøgning og telefonisk opfølgning overfor britiske virksomheder. Desuden vil der være opgaver som besvarelse af diverse henvendelser på engelsk og dansk m.m.

Kvalifikationer

Vi søger en dansktalende studerende, som er tilmeldt kandidatuddannelsen eller derunder på en højere dansk eller udenlandsk læreanstalt og gerne med fokus på business.

Vi forventer, at du har en relevant teoretisk baggrund og gode dansk- og engelsk-kundskaber både skriftligt og mundtligt. Du skal være god til at samarbejde, engageret i dine opgaver og arbejde struktureret. Vi søger en praktikant, som er udadvendt, har humor og et stort personligt drive, er nysgerrig, selvstændig og resultatorienteret. Erhvervserfaring fra private virksomheder er en fordel.

Vi lægger vægt på, at du er:

• fleksibel
• hurtigt til at skabe dig et overblik
• initiativrig
• tilpas med tage uopfordret telefonisk kontakt til både britiske og danske virksomheder
• selvstændig, men samtidig kunne indgå i et dynamisk team

Du skal kunne redegøre for, hvorfor praktikpladsen er interessant for dig, og hvordan opholdet vil kunne bidrage til dit uddannelses- og karriereforløb, samt hvordan din baggrund er interessant for afdelingens arbejde.